I krig for demokrati
Bush doktrinen er et sæt retningslinjer for amerikansk udenrigspolitik i hans præsidentperioder fra 2001-2008. Doktrinen tager sit udgangspunkt i en tale fra 1. juni 2002 og lægger hovedsagligt vægt på en anderledes tilgang til udenrigspolitik med primært fokus på militære forebyggende operationer.
Motivet med talen er for Bush, at fremlægge sin udenrigspolitiske strategi både overfor det amerikanske folk, men bestemt også overfor verdens resterende lande. Bush understreger, at det mest fundamentale i hans optik er, at sikre Amerika mod udenlandske fjender og trusler. Derfor vil Bush som præsident heller ikke tøve med at gå alene i kamp for sine politiske mål. Han understreger dog at han vil respektere venners og partners værdier men at han vil gå alene, hvis han mener det handler om Amerikas interesser og forpligtelser.
Bush tillægger således NATO stor betydning, men sætter dog landets egne interesser over internationale organisationers interesser. Endelig fokusere Bush meget på terrorismen og hvorledes terrortruslen kan minimeres og forhåbentlig stoppes. Doktrinen og talens tendens er konservativ, liberalistisk , exceptionalistisk og liberalistiske.
Bush tillægger demokratiet en altafgørende rolle, og for Bush var demokratiet vejen til fred og forsoning i verden. Bush så det som en selvfølge, at demokratiet ville kunne fungere overalt, og at det ville medføre stabilitet i Mellemøsten. Som udgangspunkt er tanken særdeles idealistisk, da Bush var overbevist om, at demokratiet ville kvæle den traditionelle kultur. Bush fulgte en neokonservativ idé om, at det er USA's pligt at udbrede amerikanske værdier, hvilket både ville pleje andres interesser, men også deres egne. Neokonservatismens idéer førte dermed USA ud i flere krige - USA gik i krig for demokratiet. Man brugte altså hård magt, for at indføre demokratiets bløde værdier.
Motivet med talen er for Bush, at fremlægge sin udenrigspolitiske strategi både overfor det amerikanske folk, men bestemt også overfor verdens resterende lande. Bush understreger, at det mest fundamentale i hans optik er, at sikre Amerika mod udenlandske fjender og trusler. Derfor vil Bush som præsident heller ikke tøve med at gå alene i kamp for sine politiske mål. Han understreger dog at han vil respektere venners og partners værdier men at han vil gå alene, hvis han mener det handler om Amerikas interesser og forpligtelser.
Bush tillægger således NATO stor betydning, men sætter dog landets egne interesser over internationale organisationers interesser. Endelig fokusere Bush meget på terrorismen og hvorledes terrortruslen kan minimeres og forhåbentlig stoppes. Doktrinen og talens tendens er konservativ, liberalistisk , exceptionalistisk og liberalistiske.
Bush tillægger demokratiet en altafgørende rolle, og for Bush var demokratiet vejen til fred og forsoning i verden. Bush så det som en selvfølge, at demokratiet ville kunne fungere overalt, og at det ville medføre stabilitet i Mellemøsten. Som udgangspunkt er tanken særdeles idealistisk, da Bush var overbevist om, at demokratiet ville kvæle den traditionelle kultur. Bush fulgte en neokonservativ idé om, at det er USA's pligt at udbrede amerikanske værdier, hvilket både ville pleje andres interesser, men også deres egne. Neokonservatismens idéer førte dermed USA ud i flere krige - USA gik i krig for demokratiet. Man brugte altså hård magt, for at indføre demokratiets bløde værdier.